25. maj, en dato der længe havde stået i kalenderen, kom endelig. Alexander og jeg blev afleveret i Aalborg lufthavn. Alle papirer og tilladelser var på plads. Våben blev checket ind af en venlig og hjælpsom tolder. Rejsen foregik med Air Canada via København og Toronto. Flyet fra København var dog 6-7 timer forsinket. Placeret i SAS loungen med rigeligt af aviser, Ipad, frugt og juice gik tiden dog både hurtigt og hyggeligt. Et opkald til vores hotel i Vancouver,Surrey sikrede, at der var værelser klar til os når vi ankom. Pludselig var der boarding og vi gik ombord. Første stræk gik fra København til Torento. Sæderne var fine og kunne placeres i vandret, det gav mulighed for at man kunne hvile sig lidt undervejs, uden det dog blev den dybe søvn. Vel ankommet til Torento blev vores våben registreret. Billetterne ombooket til det næste fly og med hjælp fra Air Canada personalet var vi hurtig undervejs igen med kurs mod Vancouver. Lidt mere brugt fandt vi vore sæder i flyet og af sted igen. Aviserne var nu alle læst en del gange og Alexander pakkede sin Ipad ned og faldt i søvn.



Så ankom vi endelig til Vancouver, fik udleveret bagagen incl. våben og så fat i en taxi. en lille time senere kunne vi checke ind på Sheraton Guildford i Surrey. Vi holdt os vågne til ved 10 tiden og så var det på hovedet i seng.

Næste dag var afsat til at hente lejebil og tage på en udflugt. Når man lejer via AVIS forventer man som dansker, at så er det stort og professionelt, det var dog ikke helt tilfældet. Med lidt velvilje fra alle sider lykkedes operationen dog og vi fik en bil og på en nabo station også en GPS.

Nu var dagen startet og vi skulle have noget ud af det. Vi havde i forvejen planlagt en række aktiviteter for vores ophold. Så med et godt morgenmåltid ombord tog vi af sted. målet var "Capilano Suspension Bridge". Lidt nord på igennem Vancouver trafikken og så var vi klar til eventyr. Hængebroen var naturligvis imponerende, men egentlig var de store træer og tovbane mellem træerne endnu mere imponerende. Frokosten blev indtaget i parken, et par svulstig store burger med fries.



Næste dag havde jeg planlagt et besøg i Chiantown, men efter lidt rådslagning fandt vi ud af at den amerikanske grænse var kun 17 minutter fra vores hotel. Alexander ville gerne en tur til USA, så bilen fik sat kursen mod Seatle. At ville til USA i et begrænset antal timer med det ene formål bare, at være der undrede de gode toldere, men vi fik en god stak stempler og kort efter var vi på vej. Vores tur gik til en lille by ved navn Fearndale, hvor vi gik en tur op og ned ad gaden. USA var besøgt og vi vente hjem til Canada. En smilende canadisk tolder vinkede os frem og snart var vi tilbage på vores hotel. En del af vores rejse underholdning havde været Men in Black I og II. En tur i den lokale biograf og vi fik set Men in Black III i 3D, tilsat det største krus popcorn jeg nogen sinde havde set. Alexander måtte give op - hans maveskind kunne ganske enkelt ikke rumme så store mængder. Aftensmaden blev indtaget på en af de kedelige koncept restauranter, hvor en noget klam tjener gjorde sit bedste. Maden var dog tæt på uspiselig og vi efterlod det meste og købte i stedet et par sandwich på den lokale tankstation.

Nu var kvoten for byliv brugt op. Næste morgen kørte vi op til Agassi til Fraser River Lodge. Patrick tog imod os og fik os indlogeret på vores værelse inden vi kom i waders og jakker. Alexander var glad for at møde en dansker, selvom hans engelsk egentlig havde vist sig, at være ganske effektiv - så var det trods alt lettere at tale dansk. Godt klaret af en 11-årig dreng.
Vi kom af sted med vores guide, en stor 4 hjuls trækker og en jetbåd. 8 timers fiskeri efter stør - noget af et dagsprogram. første opgave var dog at fange mading. Alexander fangede en stak bækørrede-lignende fisk vi brugte til madning. Vores guide fandt en passende pool og så kom de fire stænger i brug. Jeg havde selv min store Penn stang med "beregnet på de store". Canadierne vidste dog godt at der skulle anderledes kraftigt grej til størfiskeri. Lige med et begyndte den ene af stængerne at blive levende. Forsigtigt op af holderen, vent, vent, vent og så et kraftigt modhug. Det gik godt. Fisken var kroget og nu tog den ved, dog ikke noget en jysk bondedreng med erfaring fra Gjern å lod sig imponerer af. Efter et vældigt søslag kom den op; 2 fod - tja den var så heller ikke så stor. Op til et foto og tilbage til dine venner.



Lidt senere sejlede vi længere op ad Fraser River, prøvede et par pools, uden det store held. Naturen var dog i særklasse og oplevelserne mange. Vi lagde til ved en sandbanke. Her havde indianerne været på besøg. Det stolte naturfolk, var i dette tilfælde langt væk. Til gengæld var der massive mængder af affald, tomme flasker, tom emballage og halvt udbrændte bål tilbage. Guiden banede over dem og lavede en lynoprydning. Godt at se at der er nogen, der værdsætter naturen.

Det var nu noget hen på eftermiddagen og varmen var væk. Langsomt bakkede vi nærmere endnu en pool. Ud med madingen og pludselig var der bid. En lille kamp var i gang - nu var jeg klar over at Stør faktisk er en ganske stærk fisk. Lange seje træk og hurtigt efter var der landet en 4" stør - ok de kom ikke op af sig selv, der skulle dog arbejdes lidt. Fint foto og farvel igen. Op med ankeret og videre. Næste pool, bakke, bakke anker i og ud med madingen. Utrolig så hurtigt man vender sig til det - processen var forudsigelig, så nu var det bare med at holde øje med stængerne. Min Penn stang begyndte, at få sig eget liv. Tålmodighed, tålmodighed og så af alle kræfter et modhug. Guiden var lettet, endelig var der en fisk. Nu blev der kamp - igen og igen kunne jeg hører bremsen på hjulet skrige i protest over linen der i højt tempo forlod hjulet. Igen og igen blev det møjsomligt meter for meter spolet ind. Pludselig som en eksplosion forlod han vandet - koncentrationen blev skærpet, det var nu det gjaldt. udløbene blev kortere og kortere. Nu måtte det da vist ved at være på tid, at han kom op i båden til os. Doven kom han flydende ind mod os og vi var ved at gøre klar til at få ham ombord. Men nej, endnu engang blev vi mødt med en skinger skrig fra bremsen. Han var igen på vej væk fra os og denne gang uden at ville stoppe. Guiden gjorde klar til at få ankeret op så vi kunne følge efter, men lige med ét var kampen over. Jeg kunne spole ham ind stille og roligt. Op i båden og det traditionelle foto. 5"2' det måtte da være den største fisk i Nordamerika. Det kan jeg så afslører, at det er det bestemt ikke. Bare på lodgen er der fanget fisk på dobbelt størrelse. Guiden fortalt , at i en automatisk målestation var der desuden målt en stør på godt 17". Det ændrede ikke ved, at for mig var det en kæmpe oplevelse, at få lov til at møde en fisk på 5"2'.

Grejet blev pakket ned, alt sat på sin plads, alt renset og klar til næste tur. Guider på Fraser River Lodge er meget ordentlige, både med hensyn til den natur de færdes i men også med hensyn til deres både og grej. Alt er ganske enkelt i orden. Turen gik tilbage til lodgen. Båden op på traileren og snart var vi tilbage på lodgen. Patrick tog imod os og de andre gæster og vi fik en god snak om fiskeri i fraser river og hvordan det var at bo i British Columbia. Bag det hele mærkede man hans stærke engagement for alt han rører ved. Så blev der tid til aftensmad. Nu har man jo en ide om, at en lodge er lidt primitiv og forplejningen kun har et formål, at man er mæt til næste dag. Den holder ikke på Fraser River Lodge. Her drejer det sig om en middag i stedets egen restaurant. Det i en klasse, som kun meget få danske restauranter kan være med på. Til gengæld vil man næppe kunne finde en dansk restaurant i den klasse med så lave priser.

En dag med masser af spænding, frisk luft og prægtige fisk var til ende. Sengene var lige så behagelige som resten af stedet og snart sov vi begge med drømmen om en 17" fods stør, der måtte komme i morgen. En lækker morgenmad, sandwich i køletasken og snart var vi af sted igen. Det er dog ikke altid, at alting går som planlagt, selv ikke for så professionelt et sted som Fraser River Lodge. Kun en enkelt fisk lugtede til madingen. Når man så i mellemtiden var blevet godt utålmodig, ja så smutter fisken. En dag i så smuk natur er dog aldrig spildt uanset om, der er fisk eller ej. Vel i land igen blev billen pakket og tilbage til hotellet. 

Næste dag stod på hvalsafari, det var nok en af de ting vi ikke ville gøre om. Det var en øvelse i masseturisme når det er værst. En båd fuld af turister er hvad der er, men er der nogen særlig årsag til, at man skal spærres inde bag en amerikansk kvinde i størrelse supersize, men en stemme, som end ikke ville kun charmere sig ind på en skærebrænder. I de alt for mange timer som turen varede fik vi i detaljer hendes privatliv uddybet i alle ulidelige detaljer, hendes veninde smaskede tyggegummi med samme elegance som en sortbroget malkeko indtager græsensilage. Hver gang, der var tilløb, til skyggen af en spækhval i horisonten placerede dette væsen sit legeme på en sådan måde, at det udfyldte hele vinduet og dermed fratog os enhver mulighed for at se disse interessante hvaler. At de var interessante var vi ikke i tvivl om, da hun ca. hvert 15 sekund udbrød "Oh my god". Vi fik så tiden til, at gå med snak om forskellen på spækhugger og amerikanske fedthvaler.

Endelig kom vi i land og vi skulle så bare lige afleverer vores lejebil tilbage til AVIS. Dette var dog ikke bare lige, udlejningskontoret var lukket kl. 16.00. Hotellet forsøgte af al magt at hjælpe os med, at komme af med bilen. Men verdens firmaet AVIS var kun i stand til at modtage biler i lufthavnen. Sådan kl. 8 om aftenen var det ud på en lille køretur ud til lufthavnen og afleverer bilen. Taxi tilbage til hotellet. En pizza fra roomservice og godnat. Tidlig næste morgen holdt shuttelbussen uden for døren og var klar til at bringe os op til jagtfarmen. Tidlig var faktisk meget tidlig, men en fleksibel resturant klarede en morgenmad inden normal åbningstid. Kevan Bracewll tog imod ved shuttelbusen, også var det af sted nordpå, med første stop Lillooet og derfra videre til jagtfarmen, der lå lige ved Gold Bridge. 7 timer i shuttelbus, så trænger man til at strække sine ben.

 

Velankommet på farmen startede eventyret. Kontrolskydning af riffelen, nærmest en form sag, da Sauer 202 Take down altid er i orden. Jeg medbragte en cal. 300 win. Mag. og en 375 H&H. Nok til at gøre indtryk på enhver sortbjørn. Jeg havde hjemmefra bestilt 2 sortbjørne en ulv og en coyote. Tanken var så, at Alexander kunne skyde de to mindre dyr med en cal. 243. Vi havde købt og øvet med en cal. 243 hjemme, så alt var klar. Vores guide Randy Dolighan fortalte os lidt om mulighederne for faktisk at se de forskellige dyr og vi endte med at låne en cal. 270 til Alexander, således at han kunne skyde en sortbjørn.

Vores Guide var utrolig velorienteret, uddannet biolog. Havde arbejdet dels med forsknings opgaver og dels som vildtkonsulent. Der var både holdning og viden om naturen. I de mange timer vi kom til at tilbringe sammen i bjergene fik vi mange diskussioner om bæredygtighed, øko-turismer, jagt etik og mange andre emner. Det er guld værd, når man får den type af guider. Når vi mødtes med andre gæster og guider på stedet om aftenen var vi ikke i tvivl om, at de guider, der var ansat på stedet var af en særlig kaliber. Guider, der arbejder for Kevan har ganske enkelt mere i rygsækken end de fleste andre af fakta baseret viden.

På farmen var der unge fra hele verden, der fik lidt erfaring med livet og samtidg fik sig en guideuddennelse. Disse unge stod for forplejningen i en turnus ordning. For at kunne styre det nogenlunde var menuen derfor den samme fra uge til uge. Hvis man skulle være der hele sommeren ville det nok have været noget ensformig. Vi var der kun en uge og maden var rigelig og veltillavet. Det der måtte mangle i franske finesser blev opvejet af charme og venlighed fra alle.

Jagten på brunbjørn er ikke altid let. Vi brugte meget tid med kikkerten for øjet og forsøgte, at pürche sig ind på bjørnen. Vores guide Randy var meget opmærksom på, at vi fik den rigtige bjørn. En gang efter en fin pürch, hvor alt var klar til skud, dukkede der 2 unger op. Så vinkede vi pænt til bjørne familien og fortsatte så mod den næste pürch. Fra start af havde jeg aftalt, at prioriteringen var, at Alexander skulle have sin bjørn først, så måtte vi se hvad, der var af muligheder der efter. Dette respekterede han til fulde. I Canada er det muligt for en 10-årig, at skyde vildt på forældrenes jagttegn. Alexander var 11 år, så han var helt klar til, at skyde sin første bjørn.

Den første dag var vi ud fra tidlig morgen. Bjørnene var dog ikke helt så vilde med, at komme tidligt op. Faktisk så vi først bjørne ved 8-9 tiden. Vi startede ud fra farmen i 4-hjuls trækker. ca. 1 times kørsel og vi var i jagtområdet. Derefter var det en blanding af kraftig brug af kikkerten, pürchen frem og anvendelse af bil. Guidens biotop viden er helt afgørende her. Det drejer sig om at være de steder, hvor bjørnene finder deres føde. Som dansker plejer man ikke at se mere vildt end man kan holde tal på det. Ret hurtigt måtte jeg dog give op, da mængden af diverse hjorte var mere end man kunne holde tal på. Det var uendelig mange Muledeer, der til et antal black-tail og white-tail hjorte.

2. dagen gik i gang. Vi startede relativt sent men blev så i bjergene hele dagen. Medbringende sandwich, æbler og vand var vi klar til en god lang dag. Kort efter vi ankommet til bjergene på Tuxon road så vi en brun skygge fjerne sig. Hurtigt blev en pürch indledt. Det viste sige, at være en ganske stor sortbjørn. Riflen blev lagt til skulderen og fingeren nærmede sig aftrækkeren., STOP - noget var galt. Helt ude i kanten af synsfeltet var der en bevægelse. Vi stoppede og gav os til, at undersøge det nærmere. Ganske rigtigt, der var noget galt. 2 bjørneunger kom væltende ind på arenaen. Et rent held at de blev opdaget inden der blev trykket på aftrækkeren. Vi vinkede alle til den lille bjørnefamilie en skind fattigere, men en stor oplevelse rigere.
 

Så kom dagen, hvor den 11 årige Alexander fik sin titel af bjørnejæger. Gentagne gange så vi bjørne i løbet af dagen, vi manglede dog hele tiden den sidste bid held, det der gør at man når i mål. Mange fine bjørne kom frem, men så blev vi opdaget, så var afstanden for lang. Ja, undskyldninger var der egentlig nok af. Ikke at det var noget vi brugte meget tid på, da det var en samling af meget fine oplevelser, som vi fik. Det var blevet sidst på dagen og vi kørte i bilen. Vi var begyndt at tale om, at vende hjem,da der ellers ville blive mørkt inden vi kom ud af bjergene. Vi kørte lige på grænsen til sneen, utrolig smukt område. Lige med ét stopper Randy bilen sniger sig ud og gør riflen klar. Alexander lister sig ud af bilen. Jeg var ikke klar over at en næsten teenager kunne bevæge sig så lydløst. 75 meter op af en sidevej går en bjørn og esser. Han er indbegrebet af sort, så sort som natten selv. Han bevæger sig langsomt på tværs af sporet mens græsset bliver spist bid for bid. Alexander har en ro på sig, som i den grad overrasker mig. Ganske roligt får han riflen skubbet på plads. Der er kun en enkelt patron i riflen, så han ved at han skal ramme.Skudet går og bjørnen sætte i et voldsomt spring og er væk i en tæt gran bevoksning. Hvad nu? Randy mener dog, at have set at bjørnen blev ramt hvor den skulle. Bjørne tager man imidlertidig ingen chancer med, så jeg blev posteret ved vejen og Randy gik i en bue udenom. Denne gang var der dog ingen fare og Randy kom kort efter ud af granerne slæbende en bjørn efter sig. Alexander var nu indehaver af en fin bjørn på 4"2'. Jeg har sjældent set så stort et smil, som hos Alexander, da han så bjørnen. Efter bjørn og grej var læsset ind i bilen gik turen tilbage til farmen. Da vi kom tilbage til farmen var der blevet ganske mørkt. Bjørnen blev læsset af og vi kom alle ind til en lidt sen aftensmad. Alexander blev hurtigt midtpunkt for alle guiderne og måtte fortælle alt om jagten igen og igen, mens lykønskningerne kom fra alle sider.



Oven på gårsdagens succes var troen på at vi skulle få to bjørne med hjem helt i top. Heldigvis gik det dog ikke helt så let. Efter en rolig gang morgenmad var det af sted op i bjergene igen. Bjørne var der nok af og vi fik nu også set de kæmpestore Grizly bjørne, hvis man kan forstille sig en Fiat Punto med pels på, så har man nogenlunde en Grizly bjørn. Dertil kommer så at den kan løbe med en fart på til 50 km/t. Lidt brugbar viden når man er i bjørneland. Hvis der kommer en bjørn, der vil æde dig er det jo altid rart, at vide hvem det er, der vil gøre dig til et måltid. Her er Randy's simple definition. Hvis der kommer en bjørn og du flygter op i et træ, bjørnen kravler efter dig og æder dig, ja så er du blevet ædt af en sort bjørn. Hvis bjørnen derimod rykker træet op med rode, ryster det og æder dig, ja så er du blevet ædt af en Grizly bjørn. Når det er sagt, så er der faktisk en række forskelle på bjørne, som det er vigtigt, at man holder sig for øje. Størrelsen er selvfølgelig vigtigt, men da man ikke nødvendigvis ikke kan være sikker på alderen før man har set tænderne, ja så må der flere kendetegn til. Ørene har forskellig form, runde hos Grizly bjørnen og spidse hos sortbjørnen. Grizly bjørnen har som regel også en pukkelryg. Den kan dog være mere eller mindre markeret afhængig af foderstand. Endelig har Grizly bjørnen en mere buet næseryg. Alt sammen kendetegn, der er bedre, at bruge end "træ prøven".

Den femte jagtdag startede. Alexander havde valgt, at blive på farmen. Dels for at få sovet, men også bare slappe lidt af med en bog. Der var desuden en dansk pige på guideskolen, som ville kigge efter ham. Så af sted det gik mod Gun Creek. Denne gang i et ældre fartøj af ubestemmelig race og årgang. Næppe var vi kommet op i bjergene før vi var punkteret. Hvor mange kan prale med, at de har skiftet hjul på en stejl bjergvej. Jeg har og ved nu hvordan man gør. Jeg satte dog pris på at kunne skifte hjul sammen med guiden. Tilbage til farmen efter et nyt reservehjul, i bjergene langt fra alting uden reservehjul, det var måske, at friste skæbnen. Så afsted igen. og inden middag var vi faktisk igang med jagten. Vi fik lidt mere gang i vandrestøvlerne og sidst på dagen var vi igen oppe ved snegrænsen. Bilen var blevet efterladt på en grusvej og der var kun naturen og jagten. En natur så stor, at man ikke kunne se en ende på den. Småbække løb pludrende ned af bakken. Bluegrouse opførte pragtfulde opvisninger for os. Så lille en fugl og så stort et ego, mageløst. Solen var på vej ned og sendte sine stråler op af bjergsiden, så alt stod badet i et orange skær. Med et får vi begge øje på en bjørn. Den ser stor ud. Et kort øjeblik var jeg i tvivl, var det en Griszly eller var det en sortbjørn. Hans pels er nærmest skindende rødbrun i solens stråler. Han er ca. 150 meter væk. Han har ikke set os, men han kan fornemme, at noget ikke er som det bør være. Han begynder, at gå væk fra den åbne plads. Så er det nu hr. Simonsen, at timerne på skydebanen skal vise om de har været indsatsen værd. En stor klippeblok foran giver et perfekt støtte.  En Norma Oryx 300 grains kugle starter sin tur mod sit endemål. Lyden fra anslaget når tilbage til mit øre. Han er ramt. Kuglen havde fordelen, at den tog den direkte vej. Vi andre må tage en noget mere snoet vej. Langt om længe er vi fremme. 30 meter fra hvor han blev skudt ligger han. Han er død, dog er der stadig et ben der bevæger sig. Bjørne er ikke legetøj og en kugle i halsen sikre, at vi ikke kommer til skade.

Undervejs på den spændende pürch har jeg helt glemt hvor langt der, egentlig var ned til den nærmeste vej. Det skal jeg dog snart finde ud af. Spændt for en sortbjørn på 6"10' er der et ganske fint stykke arbejde med, at få ham ned til den nærmeste vej. Igennem bække over træstammer og store klipper. Sveden driver ned ad mig. Men følelsen af lykke få mig helt til, at glemme strabadserne. Vi har valgt ikke, at brække ham, da der halvmørkt, så vi får ham bugseret op bag i 4-hjuls trækkeren. Det ser ikke elegant ud vores læssen bjørn, med hjælp af svære grene og reb kommer han endelig ombord.
Støvlerne er fyldte med vand, trøjen er gennemblødt af sved og smilet går fra øre til øre. Radioen bliver skruet op, 60'er rock strømmer ud af højtaleren. Så er vi ude af bjergene og vi er på vej tilbage til farmen. Med ét stopper både rock og motor. Generatoren har besluttet sig til at stoppe samarbejdet hvilket efterlader os i buldrende mørke og tavshed. 

Når man er i nærheden af Gold Bridge og Gun Creeck er man udmærket klar over, at iphone er til lige så meget nytte som en snescooter i Sahara. Heldigvis er der radio og via centralen får vi tilkaldt hjælp fra farmen. Snart er vi tilbage og snakken vil ingen ende tage. En sidste kop kaffe og så i seng. 

Næste morgen står vi sent op. Egentlig er der jo stadig et par tag's i overskud til ulv. Men jeg får muligheden for at være med til, at skinne bjørnene. Når ens erfaring primært stammer fra danske rådyr, der er bestemt for fryseren, ja så er der en god chance her for at lære noget om dette håndværk. En af de andre guide, Russel kommer ned for, at hjælpe os. Han er en ren troldmand som skinner, at se ham arbejde med en lille skalpel lynhurtigt og sikkert er en fornøjelse. Begge bjørnene bliver skinnet, kranierne kogt af og kødet parteret. Vi slutter af med at salte det hele godt og grundigt.
 

Dagen bliver sluttet af med lidt sightseeing blandt andet til en gammel mineby. Et helt andet liv end det jeg har til hverdag. Ingen tvivl om, at det er hårdt her, men på den anden side så er der meget stress og jag man slipper fri af. Vi drikker en kop kaffe på det lokale hotel/bar/resturant og posthus. Bekymringerne er af en meget jordnær natur. I Gold Bridge er der 43 indbyggere. Arbejdet er dels skovarbejde og dels arbejde med vedligehold af de uendelige lange canadiske veje. Dertil lidt service og turisme. Måske egentlig ikke et dårlig liv de har valgt.

Den sidste jagtdag. Riflen var med, men det var egentlig ikke så vigtigt, at få nedlagt mere. Vi brugte dagen på at spotte mountain goats og Calafornia Bighorn sheep. Gederne spottede vi flere gange. Ikke noget der inviterede til let jagt. En stor "Billy" bød os velkommen på 800 meters afstand. Han viste, at  vi var der, men var helt klar også tryk ved afstanden. Zeiss udstyret blev sat på en prøve igen og igen, men meget fascinerende. Fårene skulle vi dog ikke får at se den dag. Endelig fik vi også set en Moose, ganske vist ikke en kæmpetyr, men derimod en kalv på størrelse med et hus. Dagen blev afsluttet med hygge til langt ud på aftenen.

Den næste morgen var eventyret slut. Alt grejet blev pakket. Afsked med guider og hjælpere. En gruppe af mennesker man kom til at savne i det øjeblik man forlod stedet. Ind i shuttelbusen kursen blev sat mod Lillooet. På vejen var vi dog så heldig at se får op ad en stejl bjergside. Tilbage på hotellet for den sidste overnatninng. Næste morgen af sted til lufthavnen i god tid. Våben indcheckes. Boarding - mærker flyet taxi ud - holder for enden af runway'en - Full throttle - goodbye - See you again beautiful British Columbia.

Efterskrift

Labrador Cargo tog sig efterfølgende af papirarbejdet med at få skindene til Danmark. Egentlig underligt at bureaukraterne kan gøre en enkelt opgave som, at få et skind med over en grænse så svær, at man skal have professionel hjælp til det.

Skindene er nu hos Danmarks bedste konservator; Erling Mørch. Skindene er ved, at blive garvet og til foråret skal vi igen se vores bjørne.