Jagt Journal
Bo Simonsen
2011

Maj:
Bukkejagten startede som den burde den 16. i Skindberglund. De nye skydetårne er en fornøjelse, at sidde i. God udsigt til alle sider. Udbyttet kunne dog have været bedre. Til gengæld var der mange fine dyr, der kom på besøg.

Oktober:

2. Jagten var i Hadsund. Denne første jagt tiltrækker altid mange jægere. Dette var også tilfældet i år. Desværre var udbyttet dog begrænset. Det lykkedes mig dog at nedlægge et rå-lam af god vægt. Haren, som er fredet i Himmerland viste sig endnu engang i stort antal.

8. Jagt i Hvidbjerg. En lille fin parade med et par dyr og en ræv. Derefter gule ærter. Det gav varmen igen på en kold dag. Som sædvanlig var der rigtig mange jægere mødt op.

9. Skindbjerglund. Denne gang med riffel. Udbyttet kunne dog være bedre. Paraden var ganske enkelt renset for dyr. Det blev dog en ganske hyggelig dag aligevel.

12. Jens fra Hedensted havde inviteret på hjortejagt i Vinderup. Super jagt med masser af dåvildt flere god pürcher, men på trods af at jeg bevægede mig absolut lydløst lykkedes det mig dog ikke, at komme så tæt på, at jeg kunne afgive et forsvarligt skud.
 


19. - 21. Så står den på havjagt. I fint selskab med Erik Bro, Kristian Skanborg og Nicholas Berry var der afgang til Læsø. Pakken var af noget blandet kvalitet. Hovedretten var jagt fra fiskebåd. Målet var edderfugle og det lykkedes til fulde. alle fik skudt i rigelig mængder, da dagene var slut havde jeg nedlagt 10 stk edderfugle. Landjagten var dog umådelig kedelig og en noget rodet afære. I pakken indgik ligeledes et lille sommerhus. Nok lige rigelig rustikt efter mine forventninger. Selskabt kunne dog ikke fåes bedre.



22. Jagt på Vesthimmerlands flyveplads. Der var fint med dyr på pladsen. Der blev da også leveret. Igen var der harer i rigt mål. Rodet jagtledelse.

23. Hadsund lagde endnu engang jord til en jagt. Som jagtleder havde jeg en let dag, da der var masser af hjælpende hænder. Udbyttet var dog på en enkelt fasan.

29. Riffeljagt i Skindbjerglund. Dagen blev ikke helt som forventet. Jeg var i nattens løb blevet velsignet med en gang omgangssyge. Det betød jagt pr. stedfortræder; hvilket passede Nickey ganske godt.


November:

5. Hvidbjerg levede som sædvanligt op til sit ry - masser af folk og masser af snak. Et enkelt dyr kom på paden sammen med en sneppe. Det er let jagt, da bakker er et ukendt begreb,  det bliver nærmest en vandring i parken.

6. Hadsund havde kun meget sparsomt med deltagere. Til gengæld så vi vildt i store mængder. 3 dyr til paraden, hvoraf jeg leverede det ene. Kort efter jeg havde sat den sidste skytte af. Gjorde jeg klar kaldte op til lederen af hundefolket og så var jagten igang. Lige bag mig var der flere dyr i spring, men det var ikke muligt, at skyde ind i såten. Det var bare at vente. Med et kom der en rå ud efterfulgt af et lam. På knap 15 meter blev lammet skudt . En god dag med en god parade.

13. Skindbjerglund - Hagl. Vejret var fint og hundene velgående. Der blev skudt råvildt samt en enkelt fasan. Der er tit tale om for lange skud afstande. Det var ikke mit problem, tværtimod - en fasan ramt på 8 meters afstand forvandler sig på det nærmeste til en støvsky af fjer. Heldigvis var der dog et lidt brugbart kød i overskud på det arme dyr. 

27. Flejsborg - inviteret af Kjeld Kristensen. Vejret er set bedre, slud og blæst. Der var dog chancer til et par ænder, men på intet tidspunkt var de nede i en fart, hvor jeg kunne være med. Det var vist raket-ænder. Andre var dog dygtigere end jeg og hjembragte et par raket-ænder. Kulden bed sig dog godt fast og først da jeg kom i bilen og havde kørt et stykke tid med fuld varme på incl. kogende sædevarme kom, der gang i knoglerne igen. Næste gang husker man nok de lange uldne.

December:

3. Hvidbjerg i harens tegn. Der var stort set hare overalt. På paraden var der til gengæld ræve og en enkelt rå. Alle i god foderstand.

11. Hadsund jagt med for få deltagere. Igen en jagt hvor paraden var tom. Til gengæld var der et rend af juleglade folk, der skulle samle kogle og grønt til juledekorationerne.

17. Riffeljagt i Skindbjerglund. Posterne blev delt ud og Lone gik en tur rundt for, at sætte gang i vildtet. Der kom 2 stykker vildt på paraden. De fleste havde dog set vildt af den ene eller anden slags. Forplejningen var helt i top - forestået af Herren Hauge og Dr. Momme.

19. - 20. Klosterheden i selskab med Lars Hauge og Nickey. Nickey kom til tiden og fik skudt på skydebanen vi andre sluttede os til selskabet efter arbejde. Jagten var som sædvanlig meget hyggelig. Jens Henrik var jagtleder og sikrede sig, at alle fik en god jagt. Det lykkedes Nickey at skyde en hind og Lars fik nedlagt en hjort. Begge et par fine dyr. Stortryk på kronvildt er en ganske fin måde at dyrke jagtn på vores største vildtarter.

31. Formiddag i Skindbjerlund med Lars og Henrik på den sidste dag i året. 2 hunde og en tur rundt på det store juletræsstykke. Vi var vist ikke alt for opmærksomme for det lykkedes næsten at træde på en rå; hverken hundene eller vi andre havde opdaget det.

Januar:

7. Flyvepladsen ved Års. Sneppe og ræv på paraden. Udover flyvepladsen kom vi i den lille kommuneskov samt i frugtplantagen. Sædvanlig blanding af indforstået rodet jagtledelse. Flere folk blev sat på den samme opgave og blev lidt småsure over dette.

8. Hadsund - bestanden er intakt intet vildt blev leveret på jagten. Det betød dog ikke, at vi ikke fik set vildt for det blev der. Formen og etiken på jagten er til gengæld god. De nye jagttegnsløsere har vist en god jagtmoral og skyder kun når de kan gøre det sikkert.

14. Hvidbjerg. Den sidste jagt ved Skive i år. En ræv så stor kom på paraden og dertil en sneppe. På trods af de  mange jægere lykkedes dog for råvildtet at løbe bagud, den en gang efter den anden. For at fuldende oplevelsen var der ligeledes lidt dåvildt, der ville tage del i festen. Heldigvis var der ikke nogen, der blev fristet til at afgive skud. 

16. - 17. Klosterheden. Udbyttet for mit vedkommende havde ikke været til, at prale med den forrige gang. Så nu var det afsted igen mod Ulfborg. Denne gang en anstandsjagt efter hinder og kalve. Der blev på dagen desuden frigivet stanghjorte til afskydning. Udbyttet blev dog noget mindre end på trykjagterne. Som altid kunne man dog nyde den smukke vestjyske natur og den hyggelige stemning og store gæstfrihed. Heller ikke den gang skulle jeg have heldet med mig - så igen måtte jeg tage hjem uden resultat.

21. Skindbjerglund lagde jord til årets  sidste jagt.Der blev set og skudt fasaner på jagten. Der har i år været en del fasaner takket været en massiv fodring hele året. Dette arbejde ser heldigvis ud til, at bære frugt.

 


 
ForsideDanmarkSverigeTysklandCanada - BCSkotland